Jeg var bange for Iben Hjejles sixpack. Det er jeg for så vidt stadigvæk, men første gang, jeg så den, var jeg rædselsslagen, nærmest. Fordi den kaldte på mig. Iben Hjejles sixpack hviskede: »Se mig. Jeg er bare hud og muskler og en ganske lillebitte smule klædeligt fedt. Er jeg ikke pæn?« Og jeg sank mit spyt og hikstede: »Jo. Du er en meget pæn sixpack.. Jeg kan lide dig.« Og det var endda kun til billedet i bladet! For jeg kender jo ikke hverken Iben Hjejle eller hendes sixpack. Jeg så bare billedet af dem i et ugeblad, og det var lige efter, jeg havde opdaget, at jeg selv faktisk var begyndt at ligne et Folkevognsrugbræd i stedet for en Folkevognsboble, som jeg ellers havde lignet siden konformationen tilbage i 1976, så jeg var sgu lidt sårbar i forvejen.
Og jeg så ned ad mig selv og tænkte: Hvorfor har Iben Hjejle en sixpack, når jeg har et par bildæk? Men der kom ikke noget svar fra bildækkene, og så skulle jeg på ferie, og dér var maden om muligt endnu bedre og mere rigelig end den, jeg selv plejer at lave, så da jeg kom hjem igen, var bildækkene begyndt at antage karakter af en egentlig vom ligesom dem, man ser i tegneserier. Og jeg overvejede at lade det fare, for jeg har aldrig i hele mit 48 år lange liv trænet en eneste meter eller løftet andet end det, der var allernødvendigst for at overleve. Og jeg har heller ikke hjulpet folk med at flytte. Eller båret skrald ud, hvis jeg kunne få min kæreste til at gøre det. Og det kan jeg, for hun er både uendelig sød og foruroligende stærk, mens jeg er bedårende svag og fortryllende dygtig til at ligge på sofaer.
Til gengæld er jeg god til at æde. Og jeg mener æde. Ikke bare spise – det var i gamle dage. Jeg æder virkelig indtil jeg er mæt, og når jeg er mæt, så fortsætter jeg med at spise. Fordi det smager så vanvittig godt. Og jeg drikker også vin. Uh, jeg drikker vin, og jeg bliver ind imellem beruset af det, og så falder jeg i søvn, og når jeg vågner, så æder jeg lidt mere, fordi det stadig står der på hylden i køleskabet og smager så forbasket godt. Problemet er, at jeg er alt for god til at lave mad. Og at der findes alt for mange fødevarer derude, der smager alt for godt. Og fløde! Og ost! Jeg er besat af ost! Og det hober sig op, og indtil jeg så mig selv i en sammenklippet kavalkade fra fjernsynet, hvor man virkelig kunne se, hvad to et halvt års æderi gør ved en ganske lille krop, så var jeg fløjtende ligeglad.
Efter jeg havde set det, kunne jeg ikke use det igen. Og jeg var ikke glad. Men da jeg så Iben Hjejles sixpack, blev jeg vred. Ikke på den og da slet ikke på Iben Hjejle! Men på maden og sofaen og vinen. Og muligvis også en smule på mig selv. For jeg er 48 år, og jeg er far til fire børn, hvor den mindste endda er helt lillebitte, og hvis de skal have en chance for at have en far, indtil de får et kørekort, så skal jeg op af den sofa og væk fra det der mad og vin. På en eller anden måde.
Men hvorledes? For jeg kan ikke lide træning. Og jeg kender ingen, der gør det. og jeg stoler ikke på de der løbere rundt om Søerne. Og fitness-centre gør mig direkte sarkastisk. Og jeg klarer det aldrig alene, for jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Så jeg skal have hjælp. Jeg skal have hjælp fra én, der kan hjælpe selv den dummeste og mest vrangvillige af samtlige træningsramte i verdenshistorien. Jeg skal have hjælp af et geni, der kan skabe mesterværker. Noget i retning af én, der for eksempel kan sætte en sixpack på Iben Hjejle.
Og dér slog det mig som med en hammer. For det stod jo i bladet, hvem dette geni var. Og hun var tilmed ret let at finde på nettet. Og hun havde ligefrem en email, man kunne skrive til.
Jeg satte mig foran skærmen, åbnede mit mailprogram – og ændrede historiens gang med lillebitte og ganske sød forespørgsel.
